Mor-datter tur til London

Christine fra bloggen christinearendal har givet sin datter en oplevelse for livet med en tur til London på hendes 13-års fødselsdag. Læs med her for inspiration til en fantastisk fødselsdagsgave.

Da min datter blev 13 sidste år, besluttede min mand og jeg os for, at hun og jeg skulle have en tur til London sammen. Vi elsker at rejse, og rejser stort set altid som familie. Men denne gang skulle det være noget specielt. Og hvor føler jeg mig privilegeret over, at jeg har fået lov til at rejse med min datter alene. Der sker noget andet, når man har sit barn på to-mandshold.

Så kære mødre, det kan klart anbefales!

At rejse til London i november synes jeg faktisk er en perfekt måned at besøge London. Vi fik både lunt efterårsvejr, julestemning og masser af hygge.

Der er rigtig meget at se og opleve i London, og det er svært at vælge ud. Men her kommer vores bud på nogle af de steder, vi var særligt glade for.

Overnatning

Fordi min datter fyldte år, ville vi gerne finde et ekstra lækkert hotel. London er ret dyrt med hoteller, og jeg syntes at det var svært at finde ud af i hvilket område, der er bedst at bo. Jeg brugte lang tid på at google hoteller og områder. Til sidst fandt jeg frem til Bloomsbury. Et område der var ret fint og roligt.

Og så fandt jeg The Bloomsbury Hotel. Det er et boutique hotel, som ligger i hjertet af teaterkvarteret Det er faktisk et ret dyrt hotel normalt. Men fordi vi var tæt på afrejsedato, så fik vi det til en vanvittig god pris!

Det ligger blot 200 m fra British Museum, tæt på det hyggelige område Covent Garden og tæt på Oxford Street, hvis man er til lidt mere larm i gaden. Det var helt perfekt til en tur med en teenager.

The Bloomsbury Hotel
The Bloomsbury Hotel
Bloomsbury Hotel
Den smukke indgang til hotellet, som emmer af luksus.

Når man ankommer på hotellet, fornemmer man hurtigt, at her er tale om luksus. Der bliver hilst pænt på en, døren bliver åbnet og man føler sig virkelig velkommen. Vi blev med det samme tilbudt te og friskpresset juice.

Lækre juice fra deres egen juicebar, som vi blev tilbudt lige da vi ankom til hotellet
Lækre juice fra deres egen juicebar, som vi fik ved ankomst til hotellet.

Vores værelse var luksuriøst indrettet og æstetikken i top. Alt var bare lækkert! Bløde badekåber og tøfler lå klart til os, hvilket for mig er lig med luksus. Badeværelset var super lækkert, med badekar og lækre toiletartikler fra Aromatherapy Associates. Jeg har i det hele taget ikke en finger at sætte på det (og det gør jeg normalt, for jeg er kræsen).

Vores værelse på The Bloomsbury, fyldt med lækre detaljer
Vores værelse på The Bloomsbury, fyldt med lækre detaljer

Servicen på hotellet er helt i top, og man føler sig forkælet og velkommen fra man ankommer til man tager afsted. Hotellet har også deres egen restaurant Dalloway Terrace, som også er super delikat og æstetisk indrettet. Her kan man få både morgenmad, frokost, afternoon tea og aftensmad. Og heller ikke her er noget overladt til tilfældighederne. Alt hvad der kommer ind, er velsmagende, æstetisk og lige til instagram.

The Bloomsbury
16-22 Great Russell Street
London, United Kingdom WC1B3NN
Tlf.: +44 20 7347 1000

Mad

Overalt i London findes der hyggelige cafeer og skønne restauranter, så der er nok at ta’ af.
Dette er nogle af vores favoritter:

Morgenmad
Vi spiste morgenmad lidt forskellige steder, dels på hotellet, som var super lækkert. Men nogle af dagene, hvis det skulle gå lidt hurtigt, valgte vi at gå forbi Pret a Manger. Det er en stor kæde, som sælger sandwich, granola, salat, juice, kage mm togo. Normalt er jeg slet ikke til kæde-butikker som disse, men jeg syntes alligevel, at de kan noget. Deres produkter er økologiske, friske og der er et stort udvalg. Pret a Maneger har mange butikker, både i London men også rundt omkring i verden, så man kan altid finde en.

Afternoon Tea
Man kan næsten ikke tage til London uden at forkæle sig selv med en klassisk afternoon tea.
Vi valgte at prøve det på vores hotel i deres Dalloway lounge. Her var der den helt rette stemning. Jeg havde på forhånd læst gode anmeldelser af deres afternoon tea, og den anbefaling vil jeg hermed give videre til jer, for hold op hvor bliver man forkælet! Vi fik de lækreste kager, scones, lemorn curd, syltetøj og små sandwich. Og selvfølgelig den skønneste te. Der var alt, man kan forestille sig, at en rigtig klassisk afternoon tea skal indeholde – og mere til! Jeg fik tilmed også champagne. Det hele blev serveret af den flinkeste ældre herre, som gjorde en dyd ud af at få os til at føle os godt tilpas.

Aftensmad
Vi valgte at prøve en af Jamie Olivers restauranter. Han har en del spisesteder i London, og vi valgte at prøve Jamie´s Italian, som ligger i i nærheden af Piccadilly Circus. Den ligger på et hjørne, har flere etager og er smagfuldt indrettet. Der er børnevenligt, og der er også et børnemenukort. Nu er min datter så stor, at hun godt tør vælge fra det normale menukort. Men havde vi haft lillesøster med, er det skønt med et børnemenukort. Vi sad ovenpå, hvor man kunne kigge ud i et åbent køkken, hvor maden blev anrettet og lige fik det sidste touch inden det blev serveret.

Servicen var god og vi fik vores med hurtigt efter vi havde bestilt. Var ellers lidt i tvivl, eftersom restauranten var helt fuld. Vi prøvede lidt forskelligt, som vi delte. Både pizza og et par pasta retter og alt smagte godt. Jeg kan i øvrigt anbefale at gå ind på deres flotte hjemmeside og booke bord på forhånd!
Jamies Italien, Piccadilly
17-19 Denman Street
London

..og så lige lidt til pauserne
Hvis man er til cupcakes, så kan man finde nogle fine nogle af slagsen hos Primrose Bakery. Min datter og jeg fandt en hyggelig gade, med den ene smukke facade efter den anden. Det var her, vi faldt over Primrose Bakery. Facaden, farverne, duften og hele æstetikken omkring, nærmest hev os ind i butikken, og vi blev simpelthen nød til at købe et par kager med hjem. Faktisk fragtede vi dem hele vejen hjem til Danmark, og det bliv lillesøster og farmand heldigvis glade for.

Primrose Bakery
Covent Garden
42 Tavistock Street,
London WC2E 7PB


Shopping

I London er der mange hyggelige steder at shoppe, og når man har en teenager med, så er shopping en stor del af det at være i London (..og det er også en stor del for mig!!! ). Der er selvfølgelig Oxford Street med alle de store butikker og meget larm. Nu er Olivia heldigvis også til det mere rolige og æstetiske, så derfor vil vi anbefale følgende alternativer:
Liberty
Jeg syntes ikke, man kan være i London uden at svinge forbi Liberty. Det er et af de smukkeste stormagasiner jeg har været i. Udover at man kan købe alt hvad hjertet kan begære, så er det også en æstetisk og inspirerende oplevelse. Alt er bare lækkert, og jaaa lidt dyrt! Hvis du er der i tiden op mod jul, så vil jeg klart anbefale deres jule afdeling, det er et sandt eventyr at bevæge sig rundt i.
Liberty London
Regent Street
London, W1B 5AH
www.libertylondon.com
Covent Garden Apple Market
Covent Garden Apple Market er et overdækket marked,  med mindre boder og butikker.
Stemningen er skøn og det er hyggeligt at bevæge sig rundt og kigge på gammelt legetøj, antikviteter, håndlavede specialiteter, kunsthåndværk, tøj mm. Området omkring  Covent Garden Apple Marked er også ret hyggeligt, med både skønt shopping og cafeer. Der er også en Laduree, hvis man lige skulle få lyst til en macaron.

Covent Garden Apple Marked
41 The Market
Covent Garden Piazza
London WC2E 8BE

Jeg synes, at London er en super fed by at rejse til med en teenager. Der er så meget at opleve og så mange mulighedder. Bare det at gå rundt i Londons gader og suge til sig. Vi nød det virkelig og min datter kommer til at huske denne rejse som noget særligt, for det var noget særligt.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar