London med en 6-årig

Mette fra Førstegangsmor var i vinterferien i London med mand og datter på seks år. Og her er hendes oplevelser fra den spændende hovedstad.

Jeg er vant til altid at have begge børn sammen, når vi er ude at rejse. Men denne gang lod vi lillebror blive hjemme hos farmor og farfar. Indrømmet: Det hev i mit moderhjerte sådan at dele mine børn op. Også selvom jeg vidste, at han ville blive bundforkælet.

Sagen er den, at London er min og min mands get-away en til to gange om året, når vi tildeles udgangstilladelse. Og min store pige på seks år har fablet om at komme med til London i meget lang tid.

I januar spurgte vi hende, hvad hun allerhelst ville i vinterferien.

“Jeg vil bare gerne have en dag alene sammen med dig og far”, lød svaret. Og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at hun mente det fuldt ud. Hendes smil, da vi fortalte hende, at hun kunne få hele tre af den slags dage i London, var ubeskriveligt.

I fire uger talte hun ikke om andet end vores kommende tur til London. Og så kom vi afsted.

Overnatning

Jeg er rejsevant i London, så det er ikke en udfordring at planlægge en tur. Vi valgte at bo i et af mine favorit-hoods: Earl’s Court.

Her er der gode trafikforbindelser til det meste af byen ét sted fra. Det, der potentielt kunne blive udfordrende, var, om den unge dame kunne gå de afstande, som London kræver.

Det blev dog ikke et problem overhovedet. Jeg tror simpelthen, hun havde besluttet sig for, at være stor nok og bevise, at hun helt sikkert var gammel nok til at komme med os. Hun var så sej! Og så glad! Jeg lyver ikke, når jeg fortæller, at hun gik 20.000-30.000 skridt pr dag!

Det eneste, der blev en udfordring var at få hende til at sove længere end til klokken 5 og at få hende til at spise noget, som ikke var præcis som hjemme. Og så var det også lidt svært at tøjle min egen trang til at forkæle hende vildt. Vi var tidligt oppe hver dag, hun endte med at leve af hvidt brød, smør, æg og laks fra M&S Food, og jeg endte med at sige ja til det meste (av min pengepung!).

Seværdigheder

Hun var så optaget at det hele. I særdeleshed af bylivet generelt, så det blev ikke til store og lange museumsbesøg. Vi var omkring Big Ben, som er pakket ind på grund af restaurering (hvilket vi godt vidste på forhånd), men hun ville bare gerne set det. Vi gik ned omkring Buckingham Palace og formåede at få hende til at sige, at vi var mega pinlige, fordi vi jokede med, at dronningen nok inviterede på aftensmad, når prinsessen fra Danmark var ankommet.

Vi shoppede i Hamley’s – total overgearet legetøjs mekka/helvede (afhænger af øjnene, der ser…) og hun fik lækkert forårstøj med hjem i kufferten. Vi kom også omkring Westminster Abbey, hvilket dog ikke vakte den store interesse. Og ja, så var vi bare. Var sammen – total udelt opmærksomhed. Det er noget af det, jeg ikke føler, jeg kan give i hverdagen. I hvert fald ikke nok til begge.

Og lige præcis det er grunden til, at jeg delte mine børn op. At de hver især har brug for alenetid med os. Denne gang var det søster. Næste gang er det lillebror. Om det er store eller små ting, vi skal, er ikke afgørende. Det er tiden og nærværet derimod.

London er altid lækker, og det var fedt at vise min ældste en del af det, jeg elsker ved den. 6 år er gammel nok til at opleve, huske, prøve sproget lidt af og til at kunne. Hun er sej og turen var en succes.

Og så gør det heller ikke noget, at der var 10 grader, fuld sol og påskeliljer på spring. For min skyld, kunne vi godt gøre det hele om igen lige om lidt igen.

Skriv et svar