11 råd til dig, der skal køre langt med ungerne på bagsædet

Af Mette Røddik

Hver sommer pakkede mine forældre vores bil til bristepunktet, spændte campingvognen bagpå og placerede min storebror og jeg på bagsædet med hver vores hovedpude og gameboy. Som børn elskede vi den den lange køretur, der som oftest førte til en campingplads i Italien. Køreturen var nærmest en lige så stor del af ferien som selve rejsedestinationen. Efter min mening starter ferien derfor allerede, når man sætter sig i bilen – og ikke først efter man er nået frem. Vi har samlet 10 gode råd til dig, der skal på kør-selv-ferie med ungerne. Listen er en blanding af Momsterkontorets erfaringer, samt jeres kommentarer på dette instaopslag.

  1. Gør køreturen til en del af ferien

    Ferien starter allerede i det sekund, man sætter sig i bilen og trykker på speederen. Det er derfor vigtigt at gøre køreturen til noget sjovt og hyggeligt frem for noget, der blot skal overstås så hurtigt som muligt. Skab derfor en hyggelig stemning med højt humør og god musik

  2. Inddrag ungerne i planlægningen af ferien

    Dette punkt hænger sammen med det ovenstående. Inddrag ungerne i planlægningen af ferien ved at tale med dem i god tid om, hvad det vil sige at tage på kør-selv-ferie. Alt afhængigt af destinationen kan sådan en tur være rigtig lang og måske også rigtig hård. Det er derfor en god idé at forberede ungerne på, at de måske kommer til at kede sig

  3. Inddrag køreruten som underholdning – klassiske bilferielege

    Er der seværdigheder på ruten, som kan inddrages som underholdning på turen, kan du hive et godt gammeldags landkort frem. Peg på de steder, i planlægger at køre forbi og forbered små historier om de forskellige steder, når i passerer dem.

  4. Klassisk bilferieleg

    Alle vælger en farve, hvorefter I tæller alle de forbikørende biler. Den med flest biler i den valgte farve, har vundet. Udskift gerne farven med bilmærke, hvis børnene er store nok.

  5. Hold lange pauser og udnyt eventuelle legepladser på vejen

    Børns tålmodighed rækker ikke altid lige langt. Derfor er det vigtigt at holde pause, når de små har brug for at brænde energi af. Der er som oftest nogle rigtig fine legepladser på de rastepladser, men kører forbi. Undersøg mulighederne herinde, inden i kører.

  6. Indfør grænse- eller timegaver

    Det kan være en god idé at indføre grænse- eller timegaver til børnene. Princippet er simpelt: Hver gang der passeres en grænse, får ungerne en lille gave; Her snakker vi ikke om store, dyre gaver, men om små belønninger. Det kan være legetøj fra Søstrene Grene, fra Tiger, en Pixie-bog, en figenstang osv. Kører I ikke over grænser, så indgør i stedet timegaver.

  7. Solafskærmning og luftfriskere

    Det er sommer og solen skinner, og det er dejligt! Men det er knap så dejligt, når man havner i solsiden i bilen, og skal køre de næste 50 km på den samme motorvej ligeud. Sørg derfor for at have god solafskærmning i ruderne. På samme måde kan det være en idé med luftfriskere. Der kan hurtigt komme til at lugte i en lille bil med mange personer.

  8. Hav praktiske sager ved hånden

    Det er en god idé at sørge for, at ungerne har hovedpuder, tæpper og evt. yndlingsbamsen på bagsædet. Udover at dette er praktisk, skaber det også en stemning, der emmer af råhygge. Sørg derudover for at have skraldeposer, vådservietter, køkkenrulle og lignende lige i nærheden

  9. Pas på med sukker – vælg snacks med omhu

    Snacks er vigtige, men vi ved også, hvad for meget sukker kan gøre ved børn. Sørg derfor for at have nogle sunde snacks med, som ikke indeholder for meget raffineret sukker. Lav også gerne madpakker hjemmefra, så I ikke er tvunget til at købe dyr og ofte usund mad på rastepladser og fastfood-steder.

  10. Ipads, lydbog og andet digital underholdning

    Der ligger timevis af underholdning gemt på en Ipad. Her kan man hente film ned, så de kan ses offline. Investér eventuelt i gode DVD-skærme til bilen. Det samme gælder med diverse spil, der kan spilles offline på Ipad’en. Ellers kan man med fordel finde en lydbog, som hele familien kan høre sammen. Her anbefaler vi Fairytell som vi testede på Momster Test lige her. 

  11. Hvis alt fejler – kør om natten

    Kom ungerne i nattøj og kør om natten, så det passer med deres naturlige rytme og nattesøvn. Når de slår øjnene op næste morgen, er I allerede så langt på ruten, at resten af køretiden ikke føles nær så lang.

_ _ _

Har du flere tips til bilferien, så skriv dem gerne herunder i kommentarfeltet. Alle tips er velkomne.

Skriv et svar