Mød familien, der har rejst verden rundt i mere end et år

Hobitton på New Zealand

I sommeren 2017 valgte Ditte og familien at sætte deres hus til salg og gøre det, de længe havde drømt om – nemlig at rejse ud og være sammen som familie på fuld tid. Målet var, at familien skulle have mindst et års rejse, og at det skulle være steder med lækkert vejr – både for at mærke solens stråler, men også for at sikre en let bagage med sommertøj.

Familien valgte New Zealand som første destination. De kom afsted 30. januar 2018 og havde hjemmefra planlagt, at skulle være en måned i hvert enkelt land.

I nogle lande var det planen at komme rundt i de nærliggende områder, mens det andre steder var meningen, at familien skulle have en fast base i en måneds tid. De har indtil videre roadtrippet New Zealand og Australien, mens de har haft rolige måneder på bla Hawaii og Bali. Her har familien lejet huse i længere tid af gangen.

Vandretur i mudder på Hawaii var den sjoveste vandretur i familiens rejsetid

Sådan en rejse kræver først og fremmest en masse overskud og tålmodighed. Og selvfølgelig en hel del planlægning. Det var for os desuden vigtigt at sætte en ramme for rejsen og være opmærksomme på, hvilke muligheder og begrænsninger, vi ville have. Noget vi talte rigtig meget om, inden vi rejste, var, at det er okay, at vi ikke kunne gøre alt det, vi voksne måske gerne ville. Med børn på 2 og 5 år opstår nogle helt naturlige begrænsninger. Mange oplevelser må vælges fra, da børnene er for små, og det er heller ikke rigtigt muligt at gå ud om aftenen – noget som særligt kan mærkes, når man er i store byer og bor på hotel som vi skriver om lige her. Så det kræver, at man er villig til at tilpasse rejsen til børnene et langt stykke, og der er fravalg, som man skal være bevidste om.

Første vandretur på New Zealand – Vida ville have sin guldkjole på, fordi det var min fødselsdag!

At rejse med små børn er: Udfordrende og hårdt, men også fantastisk og taknemmeligt. Rent praktisk er der selvfølgelig nogle udfordringer, fordi børnene hele tiden skal omstille sig. På rejserne skal man være godt forberedt, så det ikke ender med skrigende og trætte børn midt i lufthavnen, eller køreture uden mad og drikke. Til gengæld er børnene så fantastisk begejstrede over de mindste ting, og deres positive tilgang til alt smitter virkelig af. Vores datter er f.eks. altid super glad, når vi kommer til nye boliger eller hotelværelser… også selvom vi voksne måske synes, at det ikke er det bedste sted. Deres alder gør også, at de ikke sætter en masse høje krav til oplevelserne – de er vilde med en gåtur i skoven, en tur på stranden eller en rolig dag med leg derhjemme. Selvfølgelig vil de gerne med en tur i Disneyland, men de er lige så begejstrede, når vi bader i havet eller ser leguaner på legepladsen.

Vida på stranden på Hawaii

Tips til overnatninger: Vi har både overnattet i AirBnb-boliger og på hoteller, og det allervigtigste tip er at være ude i så god tid som muligt, særligt i mere populære og dyre områder, hvor der er rift om boligerne. Det er måske selvsagt, men det er vigtigt at planlægge lidt fremad – vi har flere steder måttet betale mere, fordi vi var for langsomme til at beslutte os!

Når man rejser længere perioder, så kan man få rigtig meget ud af at benytte det samme sted til at booke f.eks. hotelovernatninger. Vi har booket alt igennem Hotels.com (men man kan også bruge booking.com eller Trivago), og det har betydet, at vi har indsamlet en hel del bonusovernatninger, som har givet os mulighed for at spare penge eller få et lidt bedre hotel en gang imellem. På AirBnb er der god mening i at booke stederne i enten en uge eller en hel måned af gangen, som vi har gjort, da det ofte giver rabatter. Mange har en lille ugerabat og en stor månedsrabat – så skal man vælge mellem 5 eller 7 dage i en AirBnb-bolig, så er der ofte penge at spare ved at booke en hel uge.

Tips til transport: Vi har lejet bil rigtig mange steder, og desværre er billeje bare dyrt. Vores vigtigste råd i forhold til det er at have godt styr på, hvad du har af forsikringer i forvejen. Mange steder forsøger de at få dig til at tilkøbe meget dyre forsikringer, men ofte har man allerede noget med hjemmefra, som dækker en del af det. Og så book bilen i god tid – ofte kan man nemt aflyse bookingen (fx gennem Rentalcars.com), så hellere booke for at være sikker – så kan I altid afmelde, hvis I ombestemmer jer.

Med børn er bil naturligvis med til at gøre det nemmere, men i mange lande er det ikke nødvendigt med bil. I Japan kørte vi kun med tog, da deres offentlige transport er super god, mens vi på Bali ikke havde bil, da det var meget billigt at køre med taxa – og nok også lidt halvfarligt selv at køre! 

Det afhænger jo helt af, hvad man vil – for hvis man gerne vil have friheden til at køre ud og opleve på egen hånd, så er det bare nemmest med bil. Samtidig er det naturligvis slet ikke nødvendigt i storbyer eller steder, hvor man kan blive transporteret billigt rundt – som det er mange steder i Asien.

Vida og Hugo begravet i sandet ved Australiens østkyst

Du kan læse flere uddybende rejseindlæg fra Ditte og hendes families forskellige destinationer, som vi har udgivet på Momster Travel lige her:

Vancouver Island

Costa Rica

Eller tjekke hendes blog Et Rejseliv og følge med på deres eventyr fra hele verden. 

Skriv et svar